Ansøgninger til arbejdsophold i værksteder og atelierer behandles fire gange om året.

 

Næste ansøgningsfrist er d. 9. august 2010. Ansøgninger skal være modtaget elektronisk inden midnat.

Godt at vide

Forsikring og sikkerhed

Alle områder i huset er sikret med alarmsystem.

Husk at være opmærksom på, at Statens Værksteder ikke har nogen forsikring, der dækker brugernes tab eller beskadigelse af kunstværker, materialer, værktøj, personlige ejendele og eventuelle beskadigelser af værkstedernes inventar/udstyr eller tilhørende værktøj.

 

Vi har heller ingen ulykkesforsikring, der dækker ulykker, invaliditet eller død. Som bruger af huset er man derfor på alle områder ansvarlig for sig selv og sine eventuelle medhjælpere. Husk derfor selv at tegne de nødvendige forsikringer, før arbejdsopholdet begynder.

 

Fortrolighed

Den faglige inspiration kunstner- og faggrupper imellem spiller en vigtig rolle. Denne åbenhed betyder dog også, at der skal være fortrolighed omkring projekterne. Det kan især være vigtigt for møbelformgivere og industrielle designere, der har fokus på patent og mønsterbeskyttelse af deres arbejde.

 

Vi beder derfor som hovedregel alle nye brugere om at underskrive en fortrolighedserklæring. Samtidig må vi understrege, at vi som institution ikke kan give garanti for, at fortroligheden ikke vil kunne brydes – men vi kender heldigvis ikke til fortilfælde.

Åbenhed

Arbejdsroen på Statens Værksteder er væsentlig for brugerne, og vi gør, hvad vi kan for at sikre denne ro i det daglige. Det sker dog af og til, at kommende brugere eller andre gæster skal vises rundt i huset. Som ny bruger i huset er det derfor vigtigt at give besked, såfremt man ikke vil forstyrres.

 

En gang årligt er der rundvisninger for offentligheden i huset. Der sker under Kulturnatten i oktober. Her vil de kunstnere og designere, der har lyst til at medvirke, give publikum et indblik i de kunstneriske arbejdsprocesser, der kendetegner huset.

 

Computer og internet

Der findes et it- værksted på plan 4 i pakhuset, som man som bruger kan få adgang til efter behov. Her er der mulighed for at printe, scanne, kopiere mv. Det er også muligt at logge sig på vores trådløse internetforbindelse i både pakhuset såvel som i gæsteboligerne, Hulen og i Turboladen.

 

Mødelokaler

Vi kan stille lokaler til rådighed til arbejdsmøder, pressemøder eller præsentationer af din udstilling m.m.. Møde- og konferencelokalerne kan udstyres med AV udstyr og ligger desuden i tilknytning til et professionelt udstyret køkken.