Hvilke kriterier gælder ved behandlingen af ansøgningerne? Svar: Områdeudvalgene og Værkstedsrådet afgør, hvem der skal tildeles plads. Det styrende kriterium er projektets faglige og kunstneriske kvalitet. Læs mere her. Se også under Sådan skriver du en ansøgning for at læse, hvad din ansøgning skal indeholde. Skal man betale leje for brug af faciliteterne? Svar: Nej. Dit ophold her er et legat fra staten som en del af støtten til kulturlivet. Atelier, værksted, gæstelejlighed, rådgivning m.m. er gratis. Du skal dog selv betale materialer og brug af telefon. Værkstedsrådet, der er vores øverste myndighed, kræver, at du ved udstillinger og markedsføring oplyser, at dit arbejde er skabt under et ophold på Statens Værksteder for Kunst. Kan man have familiemedlemmer med, når man bor i en gæstelejlighed? Svar: Du kan godt have din kæreste eller ægtefælle, og i nogle tilfælde også børn med, hvis du bliver tildelt en gæstebolig. Vi forsøger at imødekomme det ved fordelingen af de tre lejligheder, der er på hhv. 60, 75 og 120 m2. Husk at skrive det i ansøgningen, hvis du ønsker at have familie med og husk, at det så vil være dig selv personligt, der hæfter for brugen af lejligheden. |
|
Er der mulighed for at få opholdet forlænget, hvis man ikke bliver færdig inden for perioden? Svar: Der er mange ansøgere, og vi forsøger at udnytte faciliteterne maksimalt. Det vil som regel sige, at der mellem to brugere kun lige er tid til at klargøre rummene til den næste. Derfor kan vi kun forlænge et ophold i sjældne tilfælde. Det kræver altså god planlægning at få sine ting færdige inden for den tildelte periode. Hvornår er der ansøgningsfrist? Svar: Områdeudvalgene mødes fire gange om året for at tage stilling til ansøgningerne. Vi skal have din ansøgning to uger før, for at den kan blive behandlet rettidigt. På forsiden af hjemmesiden og ovenfor kan du se, hvornår den næste ansøgningsfrist er. Hvor lang tid kan jeg søge om? Svar: Du kan søge om arbejdsophold på op til seks måneders varighed. Den ønskede længde skal være underbygget af projektets karakter og nødvendige udførelse. Det er væsentligt at angive, hvilken fleksibilitet du har tidsmæssigt, når du søger. Hvis dit projekt bliver godkendt af det respektive udvalg, kan du komme ud for, at de vurderer, at det kan løses på kortere tid, og at du derfor vil få tildelt en reduceret tidsperiode i forhold til, hvad du har ønsket. |